af Steen Andersen
Foto: Steen Andersen, Rafal Lipinsky og Jonas Drotner Mouritsen
I samarbejde med
Det tager sin tid at tilegne sig dybt kendskab til jagtens mange finesser og til hvordan man skal opføre sig derude, hvor det hele handler om liv og død.
Jagt er en passion. I hvert fald i den form, som vi dyrker den i Danmark. I mange tilfælde er det også en social begivenhed, som fordrer, at man overholder de etiske og æstetiske former, som omgiver jagten.
Den gode tone på jagten er en omgangsform, som får alle til at føle sig velkommen og sikker – også de, man møder på sin jagtfærd, som ikke er jægere.
Nogle steder går konsortierne enormt højt op i en formel omgangstone og har ligefrem udpeget en fiskal, som skal tilse, at etiketten overholdes. De jægere, der træder uden for, modtager en påtale og sædvanligvis også en bøde. I almindelighed udfører fiskalen sit arbejde således, at samtlige tilstedeværende modtager et sådan bødepåkrav. Det er et supplement til konsortiets finansiering.
I forhold til vildtet og sikkerheden kan man hævde, at det vigtigste vel må være, at man undgår anskydninger, at vildtet bliver samlet op, at anskydninger bliver eftersøgt og fundet, samt at ingen kommer til skade under jagten. Sådan er det også, men der er bare så meget mere i jagtens omgangsform, som nok tager udgangspunkt i disse helt basale forhold, men som i tiden løb har fået sin helt egen betydning.
Samtidig hænger gamle traditioner næsten uløseligt fast i jagtens ritualer, således at en lang række af de formmæssige detaljer, som bunder i tidligere tiders adels- og rigmandsjagt, er gået i arv til alle os andre.
Derfor tager vi hatten af, når vi hilser på en jagtkammerat. Derfor letter vi på hatten, når naboposten har leveret et flot skud. Derfor lykønsker vi hinanden med sneppen, og derfor spiller vi for vildtet, hvis der ellers er en jæger med på holdet, som kan få et jagthorn til at frembringe blot nogle få flossede toner.
Det tager mange år at lære alle jagtetikettens nuancer at kende og ikke mindst at huske dem i kampens og selskabets lykkelige hede. De er til og med forskellige fra landsdel til landsdel og somme tider også fra det ene jagtselskab til det andet. I udlandet er rigtig meget anderledes, selvom man de fleste steder kan genkende grundelementerne; respekten for vildtet og for jagtkammeraterne.
Generelt set handler jagt og tone om, at man lærer af de andre. Af de, der har mere erfaring, og af de, der lægger flest kræfter i etiketten. Er man i tvivl om et eller andet, så vil man sædvanligvis slippe godt fra at spørge og fra at gøre som de andre.
Signalhornene er fra en tid, hvor mobiltelefoner og VHF-radioer var fjern fiktion, og fra samme tidsalder, hvor trommer og horn var kommunikationsmidlerne i militæret.
Også her er fortidens nødvendigheder blevet til nutidens dyder, og på de største jagter anvendes hornene fortsat som den primære kommunikation – med radioer og mobiltelefoner som stærke back up-systemer.
På mere jævne og almindelige jagter er hornmusikken skrumpet ind til en malerisk – og sommetider velklingende – indramning af parolen, som afsluttes med melodien Jagt begynd. Går bølgerne højt, spilles hver såt i gang, de afsluttes også med hornmusik, og fældes der en sneppe, så spilles der straks for den i drevet.
Jagtens parade er dagens rituelle højdepunkt, hvor især de gode situationer pointeres, og status over skydning og fældet vildt fremhæves. Vildtets rangorden og de forskellige medvirkendes placering er endnu en reminiscens fra de fornemme konge- og adelsjagter, hvor skytterne står ved vildtets hoveder mens klapperne står ved den modsatte ende.
I den praktiske jagt, som den udspiller sig rundt om i Danmark, findes der mindst 117 variationer over dette tema. Men en ting skal man gøre sig klart: Når vildtet er lagt op på paraden, må man ikke træde ind over vildtet, men gå uden om. Og det er et hundrede procent uhørt at lade hundene løbe rundt inde i paraden.
Vil man afslutningen af jagten, og det indtryk som måske kommer til at stå hele vejen hjem fra jagten, det bedste, så er hundene i det mindste koblet. Det er dog endnu bedre, hvis de er lagt dæk i deres respektive kasser, mens hver eneste jæger, klapper og hjælper udviser en passende andægtighed for jagtens værter og ikke mindst det fældede vildt.
Sidst, men ikke mindst vil det blive opfattet som en helstøbt jægers naturlige adfærd, at hver og en medvirker til, at det fældede vildt bringes videre til de lokale husholdninger. For som Svend Schat-Holm, der var formand for jagtkonsortiet på Gunderslevholm på Sjælland udtrykte det; ”kan man skyde, kan man også nyde vildtet.”
Dette konsortium praktiserer om nødvendigt den rutine, at hver jæger hjembringer et antal vildt, svarende til det, som vedkommende fældede i løbet af dagen.
Jagt og den gode tone er således en kompleks sag, som ikke kun kræver opmærksomhed under selve jagten, men også i alle de handlinger, som omgiver jagten – inklusiv al den tid, hvor man ikke går på jagt, og over for sin omgangskreds og tilfældige bekendtskaber er ambassadør for hele jagten og alle jægerne.
JAGT, Vildt & Våben har eksisteret i over 15 år og er Danmarks førende jagtmagasin. De udkommer 12 gange om året, for der er meget at skrive om: De giver dig inspiration om alt lige fra bukkejagt i Danmark og kudu-jagt i Namibia til rensdyrjagt på Grønland, og laver uafhængige tests af jagtrifler, haglgeværer og jagtudstyr – ikke den slags, som i virkeligheden bare er skjult reklame.
