På mange måder har mine ture til Lolland været helt specielle. Specielle, fordi jeg ikke havde opdaget det før i en meget erfaren jagtalder, og da jeg gjorde, kunne det noget helt specielt. Første gang jeg var der, var med arbejdet og da vi havde en pause i det kom til at snakke interesser, var jagt hurtigt på banen, da både Henrik og jeg var temmelig passionerede omkring det. Henrik havde en passion med agerhøns og harer, hvilket jeg ikke havde nydt meget af i min jagt, og derfor har jeg siden da årligt vendt tilbage. Dette år var det med Henriks søn Simon bag rattet på min bil da vi trillede fra vores ø Amager til Henriks ø Lolland. Invitationen indeholdt fugle, harer og fuld beværtning, så det var en invitation, som ikke var andet end at takke mange tak til. Vel ankommet var det så den ældste generation, farfar Bent på 85, som med sin faste makker Børge udgjorde det sidste af holdet. Det lugtede langt væk af en god jagtdag og skuffede da heller ikke på nogen måde.
Første stop var en grønmark, som de kalder det hernede, som bestod af en mark som var grøn, rimeligt nok, hvor vi skulle trampe harer, og se om fasanerne stadig var i den lille remis. Vi var heller ikke nået andet end lige i gang, så lettede der en fasankok foran Bents hund og fløj fint ud til først Bent og siden Simon, og de fik ved fælles hjælp skudt fuglen. Faktisk var det nok Simon, som havde sidste skud på, så alle smil var brede, da den unge jæger havde leveret dagens første stykke vildt. Der er nu noget særligt over at se sin søn eller barnebarn levere på jagt, som man selv har indviet dem i. Resten af grønjorden gik vi igennem, og sandelig om der ikke var to flokke af agerhøns, hvilket lovede godt for, når de igen var jagtbare.
Dagens anden såt var en mose, hvor der var sat en del ænder ud og fodret grundigt til fasanerne. Her var der slet ikke drevet jagt før i sæsonen, og det gjorde sig gældende på alle de områder, vi var på, hvilket betød, at der var vildt de fleste steder.
Her fik jeg kongeposten. Da hundene blev slubbet, startede både ænder og fasaner, og jeg fik endog meget travlt, for de fløj om ørerne på mig. Lad det være sagt med det samme, det var nok ikke den dag, at jeg forbedrede min skudstatistik, men lidt lykkedes dog, og der var chancer til alle, og alle fik vildt, hvilket er vigtigt, når man er på klapjagt. Med så mange fugle i luften gik der en del tid med apportering, og selvom vi havde 3 hunde, var der nok at se til. Det er altid en fornøjelse at se hundene arbejde, og særligt Bents gamle hund Zapp på 11 år havde en temmelig langsom, men meget effektiv stil, som gjorde, at alt blev eftersøgt godt. Men der skulle komme mere fra den side.
Vi var nu trukket længere ned af remissen og stillet for igen. En del fugle var fløjet og kommet fint for, og der var apporteret fint. Så er det, at det sker. Zapp, som er en labrador, tager stand! Det er virkelig sjældent set med den race, men den står snorlige. På kommando rejser den fuglen for sin herre, og Bent skyder den. Det hele i en lang sekvens, hvor vi alle står og kigger på det. Det var lige til en instruktionsvideo, og at se den gamle mand med den gamle hund lave det nummer var det kun at tage hatten af for. Efterfølgende afleverede Zapp fuglen til sin herre, som om det var det mest naturlige i verden, og det er det nok også, når der er apporteret hundredvis af fugle rundt på Lolland hvert eneste år. Det var simpelthen bare godt håndværk, og det bliver jeg aldrig træt af at se på.
Nu var vi nået tilbage til en ægte lollandsk tradition, nemlig haretramp. På alle mine jagter på Lolland har jeg altid gået virkelig meget på jagt. Det er ikke noget med at sidde på en vogn, blive bragt til sin skyttepost og så blive hentet efter afsluttet såt, nej, på Lolland skal der gåes for belønningen, og det holder jeg virkelig meget af. Særligt på en dag som denne, hvor det her sidst i november var en dejlig klar og frisk dag, hvor vi først fik regnen, da dagen var slut, og derfor kunne gå igennem dagen med sol og vind. Ud over marken gik vi med passende afstand, og det er en særlig disciplin. Samtidigt med at jeg selv går og scanner for harer, kan man heller ikke lade være med at have et langt øje på, hvordan det går for de andre. Henrik gik med sin hund koblet, og pludselig var der kontakt med en hare, kunne jeg se. Den sprang fint af sted, og bedst som jeg tænkte, at nu skyder han, så ventede han og skød så i absolut sidste øjeblik – forbi. Det viste sig, at hunden var så glad for harer, at den gerne ville hen til den, før den var skudt! Det gjorde opgaven med at skyde den nærmest umulig, og da hunden var blevet rolig og haren fundet igen med geværet, så rykkede hunden en gang til, med en forbier til følge. Her skal jeg måske indskyde, at jeg faktisk ikke altid kan huske, hvad Henriks hund hedder, men det havde jeg slet ingen problemer med efter den episode. At det nok ikke heller var den adfærd, Henrik ville foretrække i fremtiden, var heller ikke svært at opfatte.
Og dermed var vi så klar til at gå gennem den våde grønjord. Og vi gik noget tid igen, da jeg pludselig hørte en velkendt lyd bag mig. I en hurtig glidende bevægelse fik jeg kastet geværet til skulderen og vendt mig om, mens bekkasinen var på vej væk i endog meget hurtig zigzaggende fart. Om jeg helt nåede at få geværet til skulder, tror jeg ikke, men de to hurtige skud var desværre slet ikke hurtige eller præcise nok til at få bekkasinen. Det havde nu ellers været en fantastisk bonus på en allerede dejlig dag.
Afsted ud over marken igen, og endnu en hare startede, denne gang dog ovre ved Simon, og da den løb ind til naboen med det samme, var der ingen chance. Det blev der dog kort efter, da endnu en hare rejste sig ved siden af Henrik og Henriks hund. Her tror jeg, at jeg for mit venskab med Henriks skyld vil nøjes med at sige, at situationen mindede virkelig meget om en tidligere beskrevet situation, og at jeg nu på ingen måde var i tvivl om hundens navn – Oscar. Dejlig hund, sådan da.
Mens vi var på jagt denne dag var gæssene i fuld gang med at trække over Lolland. Der var nærmest gæs i luften hele tiden. Langt oppe, naturligvis, men så vi hele tiden kunne høre dem. Det var en sand fornøjelse at følge dem.
Vi havde endnu ikke været på et område uden vildt, og det var der da heller ikke på denne mark, som blev trampet fint igennem. En enkelt hare kom i drev og var lige på den lange afstand til skud, så der blev ikke skudt til den. Dejligt at være afsted med jægere, som har respekten for vildtet og afstanden til det. Sådan har det altid været, når jeg har været på Lolland, og da det er tre generationer, så kan man godt høre hvor det kommer fra.
Dagens sidste såt var endnu en mose og selvom vi kom allersidst på eftermiddagen kort før det blev mørkt, lykkes det alligevel at rejse en del fasaner, som også blev leveret i nogen omfang. Faktisk var dagen timet så godt, at da vi havde lagt grejet i bilen og sundet os på den sidste såt, så var der 20 minutter til solnedgang, og dermed passede det perfekt med et andetræk som afslutning på dagen.
Andetrækket var nede ved mosen, og det var en stille omgang. En enkelt and kom til mosen og blev desværre ikke leveret. Det var lidt ærgerligt oven på en vellykket dag, men det havde nok været i overkanten, hvis også andetrækket havde fyldt galgerne. Vi fik dog en fantastisk solnedgang og en masse trællende gæs at varme os på, og efter en flot parade var der serveret flæskesteg og æbleskiver til dessert. Det var en både træt og lykkelig jæger, som kunne vende bilen mod Amager, igen med Simon bag rattet, med håb om at vende tilbage en anden gang. Jagtlykken findes på Lolland, og jeg er glad for at have fundet den.
Knæk og bræk.
Morten
Morten er en aktiv jæger, nyjægermentor og jagtskribent som har gennem 20 år skrevet artikler til Jæger, Mitjagtblad, JVV og Jagt & Jægere. Derudover har han lavet podcast til Nyjæger.dk og skrevet bøger om jagt.
Han brænder for mange forskellige typer jagt, men særligt duejagt og trækjagt samt trykjagt med riffel er blandt hans største favoritter. Han går cirka på jagt en dag om ugen hele året – til tider en del mere.
Se Morten’s blog her: www.paajagtmedmorten.dk
