Nyjæger.dk fylder 1 år – Stort tillykke til alle Nyjægerne!
I dette vores første år, har vi afholdt nyjægerdage 3 steder i Danmark, været på fasanjagt i Danmark og bukkejagt i Polen. Vi har produceret utallige video om jagt, og interviewet mange interessante gæster. Vi har lavet skydeseminar med Helene Hansen, og vi er lige begyndt på vores podcasts.
Derudover har vi har deltaget på Jagtmessen i Hillerød, og senest har vi deltaget i den europæiske konference med FACE, i Europaparlamentet i Bruxelles.
Vi har i løbet af året, mødt rigtig mange nyjægere og aktører i jagtens verden. Fælles for dem alle, er passionen for jagten og alt det jagten giver os. Det er ikke kun selve jagtoplevelsen, men i høj grad det fællesskab, man bliver en del af, som er motiverende. Derudover har mange et ønske om at vide mere, og bidrage med mere til naturen, at komme hele cirklen rundt så at sige.
På konferencen i Bruxelles, ”Young Hunters: Securing a Future for Europe’s Biodiversity” mødte vi FACE, den europæiske lobbyorganisation for alle Europas nationale jagtorganisationer, og vi mødte også jagtorganisationer fra hele Europa. Vi fortalte dem hvem den danske nyjæger er, hvilke udfordringer vi har, og vi fik givet vores erfaringer fra Nyjæger.dk videre. På dagene blev der knyttet bånd både til FACE, og flere af de nationale jagtforeninger, hvilket åbner nye muligheder for at samarbejde på tværs af landegrænser.
En af de største udfordringer for jagt i Europa, er generationskløften mellem nutidens nyjægere og de ældre garvede jægere.
Vi garvede jægere, begyndte tit allerede som børn, jeg selv da jeg var 6 år, med at følge vores fædre på jagt. Vores indlæring foregik oftest ved at se og lytte i mange år, inden vi selv fyldte 16, og fik vores eget jagttegn. Men derefter blev vi stadig betragtet som nybegyndere, og vi måtte udvise stor tålmodighed og lægge mange kræfter i at bevise vores værd.
Det er imponerende at møde nutidens nyjægere. I er væsentlig ældre, gennemsnitsalderen ligger omkring 32 – 35 år. I er velforberedte og I ved rigtig meget. I ønsker at dygtiggøre jer, og I interesserer jer for hele oplevelsen og ikke mindst det netværk jagt giver.
I er ikke bange for at indrømme, hvis der er noget i ikke ved, eller ikke har prøvet før, og så har I et enormt gå på mod, og vil gerne andre jagtformer og jagtdestinationer end tidligere.
Min far og jeg talte tit om Afrika, og ikke mindst Canada, men det blev ved drømmene, vi fandt aldrig tiden og heller ikke pengene til at realisere dem, desværre.
I dag er det ikke unormalt, at nyjægere hurtigt rejser til udlandet, for at prøve kræfter med større vildtarter eller spændende fuglejagter, og det behøver slet ikke at være dyrt. Udlandet lokker med priser som sagtens kan konkurrere med danske konsortier eller anden dansk jagtleje, med unikke oplevelser for livet.
Det er netop disse egenskaber ved nutidens nyjægere, og lysten til at udforske og se verden i grønt, som giver håb for jagten i fremtiden.
Men, vi bliver nødt til at få generationerne til at mødes, og gerne på tværs af grænser og kontinenter.
Målet med Nyjæger.dk er, at byde nyjægerne velkommen i jagtens verden, med inspiration fra de garvede jægere og eksperter. Vi vil gerne vise deres håndværkskundskaber på forskellige områder, så dette kan gå i arv til den nye generation af jægere.
Vi er takket være alle jer, kommet godt i gang – og vi ønsker jer alle sammen et stort tillykke med jeres jagttegn, og jeres valg af livsstil. Lad os sammen værne om jagten og vise vores omverden, at jagt er berettiget og i orden, ved at opføre os korrekt både som jægere og etisk overfor vildtet og naturen.
Det kommende år vil vi forsætte med alle de gode ting vi har gang i, og vi vil arrangere endnu flere nyjægerjagter. Derudover arbejder vi på nye initiativer som vi tror I vil synes godt om, bl.a. vil vi gerne arrangere jagter med nyjægere fra forskellige lande, så vi kan møde og lære af hinanden.
Vi lancerer en ny hjemmeside, som giver jer alle endnu bedre adgang til viden og inspiration.
Derudover åbner vi denne blog, hvor vi meget gerne vil invitere alle til at bidrage med indhold, sammen med en række dygtige og passionerede folk, som vil dele deres erfaringer med os alle her.
Der skal lyde en speciel stor tak til vores sponsorer Subaru, Leupold og Browning samt vores samarbejdspartnere DJA og Danmarks Jægerforbund, for opbakningen til Nyjæger.dk.
K&B
Thomas Flindt & Jean Pierre Ferraro