Når tingene går op i en højere enhed.
Bukkejagt er noget vanskeligt noget. Der skal bruges meget tid på det, og selvom man finder bukken, så ser han (og typisk hører/lugter) han en, før man får bragt sig i position til at kunne skyde ham. Denne bukke-sæson havde været noget af en Tour de Force, hvor jeg havde fundet bukken og siden da efterstræbt den på mange snedige måder, uden at det var lykkedes. Så sent som aftenen før, havde jeg endnu en gang siddet i den lille skov, hvor jeg vidste han gik, blot for at kunne modtage en sms fra den ene af mine jagtgæster, som sad udenfor skoven, at nu var han igen gået væk fra skoven, uden at nogen af os fik chancen til ham. Det er på den måde bukke bliver store og gamle, ved at være der, hvor bukkejægerne ikke er.
Vi mødtes alle tre tomhændet tilbage efter aften pürch, med en tro på, at i morgen, så bliver det anderledes. Og det gjorde det!
Jakob og Jens er to af de yngre jægere, som jeg har taget lidt under vingen. De er på hver deres måde meget erfarne, og jeg har set deres udvikling, fra vi først startede med at gå på jagt til i dag. Jakob har jagtet i New Zealand, hvilket gør at han pürcher helt igennem fantastisk til gengæld er han knapt så effektiv med et jagtgevær-endnu. Jens har også jagtet meget med både hagl og kugle og blandt skudt sika og kronhjort i Skotland og Irland, så selvom de begge er i 30’erne,er de ikke længere at betegne som nyjægere. Samtidigt er de begge virkeligt godt selskab, så jagthytten var fuld af grin og snak til efter det blev mørkt.
Jeg har nu haft jagten på de 300 ha primært mark på Lolland i et par år. Dette gør, at jeg nogenlunde ved, hvor dyrene gerne vil være og hvornår. Da jeg nu havde flere folk til rådighed, var det oplagt at lægge en plan, så vi indirekte kunne hjælpe hinanden, selvom bukkejagt jo primært er en enmandsjagt, kan man nu godt bistå hinanden. Jeg døjede også med en kraftig forstuvet fod, så mit job var at blive i en stige.
Den gamle seksender, som jeg havde jagtet siden premieren, holdte til ved den lille skov. Derfor satte jeg mig om morgenen på den side af skoven, hvor han oftest trak ud for at esse om morgenen. Jens sendte jeg i den store skov, og da Jakob var så god til at pürche sendte jeg ham rundt i terrænet, så han både havde chancen for at nedlægge buk, men også skabe bevægelse, som måske ville løbe i hovedet af os andre. Det sidste viste sig nu slet ikke at ske, det var Jakob for skarp til, ellers også var dyrene for snu.
Jeg havde sat mig op i stigen, og kunne nu se hele nordsiden af den lille skov, hvor jeg havde 400 meter til enden, kunne min afstandsmåler fortælle mig. Jens var også på plads, og Jakob godt i gang med at snige sig rundt i det tidlige morgenlys.
Jakob var lige nået ned til den store majsremis, da han inde midt i majsen så to rådyr. Da han så dem først, havde han god tid til at finde sig en god position og stille min lånte Viperflex skydestok op. Da bukken så trådte et skridt frem, var skuddet på de 130 meter en formsag. Det skal lige nævnes, at Jakob også skyder langdistanceskydning, så alt ud til 200 meter er i den meget håndterlige kategori for ham.
Bukken gik lige ned i skuddet, og vi andre kunne høre skuddet med lyddæmper og særligt kugleslaget, da vi hver især ikke sad særligt langt derfra. Efter de obligatoriske 10 minutter tikkede der sms ind med, at nu havde han fundet bukken, som var stendød. Lykønskninger fløj den anden vej, og nu var troen vendt tilbage på projektet. Men det skulle blive bedre endnu.
Men hvad var nu det? Lige som jeg havde sendt SMS’en gik der et dyr ud i det høje raps, næsten nede ved enden af skoven. Mig nedad af stigen og afsted på den dårlige fod, så godt jeg kunne. Vinden var god, da jeg havde den lige i ansigtet, som jeg bevægede mig ned langs skoven, mod dyret. Og ganske rigtigt-det var den gamle seksender!
Min puls begyndte at røre på sig, mens jeg sneg mig afsted, og kun bevægede mig, når bukken havde hovedet nede i rapsen. Nej, hvor ville jeg gerne have den buk. Jeg kunne virkelig mærke det, som man nærmest kun kan med bukkejagt.
Tættere og tættere kom jeg, men jeg havde flere store problemer. Det ene var rapsen, som var så højt, at jeg kun kunne se hovedet på dyret. Rapsen stod mod som en mur, så det var ikke oplagt at gå ind i rapsen, da det ville larme helt vildt. Det andet var, at der absolut ikke var nogen form for kuglefang. Lige meget hvilken vinkel jeg fik på dyret, ville min kugle begive sig på lang tur i den lollandske natur, som jo er meget flad. Jeg var efterhånden kommet helt ind på 30 meter af bukken, og jeg drejede mig frem og tilbage, gik et skridt frem og et til siden, og det hjalp bare ikke! Der var bare ikke noget at kommet efter, for jeg kunne ikke få kuglefang på skuddet. Og midt i det hele lagde bukken sig ned!
Bum!
Så stod jeg der med alle mine talenter, 30 meter fra den buk, jeg havde knoklet med, og jeg kunne ikke gøre andet end at vente. Frustrationen var til at tage og føle på, samtidigt med at min puls fortalte mig, at jeg stadigvæk meget gerne ville have bukken.
Sådan gik den næste halvanden time, mens solen stod højere og højere, og jeg ikke turde bevæge mig af frygt for, at bukken sprang ind i skoven igen. At jeg i min iver for at nå frem til bukken så også havde smidt min vandflaske fra mig undervejs, gjorde mig blot mere anspændt over hele situationen, mens solen bagte ubønhørligt ned på mig.
Imens dette foregik, havde Jens mistet tålmodigheden med den meget hemmelige stige, som jeg havde anvist ham. Der var ikke sket alverden, og nu spurgte han over sms, om han måtte bevæge sig rundt i den store skov og særligt ned på den store eng. Det fik han naturligvis lov til. Jeg havde jo fin tid til at besvare sms med en hånd, men jeg stod med min riffel i anslag på en lånt og dårlig skydestok, mens jeg ventede på at bukken rejste sig.
Jens sneg sig rundt i skoven, og da han kom ned på den store eng gik, den helt store buk der! Fuldstændig lydløst var han kommet hen til engen, og kunne stille sætte sin Viperflex op, og medet skud på 140 meter var nummer to seksender leveret denne morgen! Jeg skal love for at heldet var vendt, og vi nu kom frem til nogle gode situationer, som blev udnyttet. Igen var der masser af lykønskninger, så nu havde begge mine jagtgæster fået en seksender. Men hvad med min?
Jeg var efterhånden noget kogt af at stå ude i solen og vente. Solen stod lige på, og jeg granskede min hjerne med, hvor længe sådan et rådyr var om at fordøje sådan en omgang raps. Det blev jeg nu ikke klogere af.
I mellemtiden havde Jakob været rundt på en del af terrænet uden at få flere bukke i sigtekikkerten, så jeg bad ham komme over til mig fra den side, jeg selv var kommet fra. Nu var gode råd dyre, og i bagklogskabens klare lys skulle jeg havde fået min skydestok og bevæget mig lidt længere væk fra bukken og så ud i rapsen, hvor mulighederne for at finde noget kuglefang måske var bedre.
Men det valgte jeg ikke at gøre. Til gengæld fik jeg Jakob til helt forsigtigt at nærme sig bukken, og da han var inde på 10 meter af den, sprang den op. I store spring og maks 20 meter fra mig, løb den ind i skoven, mens jeg fulgte den hele vejen gennem sigtekikkerten, hvor jeg ikke havde andet end blå himmel bagved. Hvor var jeg glad for at jeg ikke skød, og hvor var jeg forbandet over at den kloge buk igen havde snydt mig….
Men det er vel på den måde at bukke bliver gamle. Jeg kunne næsten ikke vente til at møde ham igen, men mere om det senere.
Sådan to flotte seksendere i solskin på en græsplæne med et par nydelige unge mænd bagved, det kan altså noget. Jeg var virkelig glad for, at de begge havde fået en buk, og at det var de stærke evner, de begge havde med at pürche, som havde båret dem frem til begge bukke. Så selvom jeg ikke selv fik en buk, havde det i den grad været en intensiv bukkemorgen, og alle var glade på hinandens vegne. Samtidigt havde vi været gode til at arbejde sammen og give de muligheder, som nu var blevet indløst. Det var en dejlig afslutning på en hektisk bukkemorgen.
Den tredje sidste aften i bukkejagten sad jeg selv nede på engen. Fem minutter efter solnedgang kom en helt ukendt seksender frem og gik ud på engen, og stillede sig med siden til på 64 meters afstand, ifølge min afstandsmåler. Lige i det øjeblik kunne jeg godt have brugt de svenske regler om at måtte skyde en time efter solnedgang, men regler er jo regler, så jeg nød blot synet.
Tilbage i jagthytten og med en af mine allerbedste jagtkammerater, som sjovt nok også hedder Jens, fortalte jeg om den nye ukendte seksender. “Gå du ned i morgen tidlig og skyd den buk”, sagde jeg til ham, for jeg ville jo have den gamle seksender, som jo gik over ved den lille skov, som jeg satsede på.
Det gjorde han så. Satte sig i stigen om morgenen. Lige efter skydetid kom den nye seksender frem, og gik uroligt rundt ude i kanten af engen, mens den kiggede rundt på engen. Det var underligt, syntes Jens, så mens han havde den nye seksender i sigtekikkerten, kiggede han ud af det andet øje. Og der-midt på engen rejste den gamle buk sig op. Den var flyttet til nyt terræn, efter den store buk var væk. Nu præsenterede den sig flot, og det var så der, at den endte sinedage for Jens’ kugle.
Der stoppede eventyret om den gamle buk, og dermed var der nedlagt 3 seksender på arealet den sæson, alle af mine jagtgæster, hvilket var meget passende. Skønt område og meget glade gæster og så er jagtejeren jo også glad….men jeg ville nu gerne selv have haft den gamle buk ;-).
