Er du nyjæger? Læs disse tips!

Du har for nyligt bestået dit hårdttjente jagttegn og bestået haglskydeprøven! Nu er det op til dig at føre en ældgammel tradition videre. Mennesket har nemlig jaget siden urtiden, hvor jagten ofte foregik I flok.

Der er mange af principperne fra dengang, som ikke har ændret sig, men I dag går man ikke på jagt af ren og skær nødvendighed. Det er snarere en hobby, der bringer det moderne menneske tættere på naturen og bidrager til at få en større forståelse af sig selv. I en tid, hvor man er online og skal være tilgængelig næsten alle døgnets timer, er der ikke noget at sige til, at flere unge tager jagttegn. For mange er jagt en måde at koble af på og opleve naturen.

Når du starter ud som jæger, er der altså masser af hjælp at hente, da mange har taget jagttegn før dig. Denne artikel vil give nogle tips til dig, som har taget jagttegn, men som mangler at få noget praktisk erfaring.

Skab Jagtrelationer

Et godt sted at starte som nyjæger er at melde dig ind i din lokale jagtforening, hvis du ikke har gjort det endnu. Her kan du nemlig finde andre ligesindede jagtentusiaster, nye såvel som erfarne, og du har mulighed for at stille spørgsmål, lære mere om faget og generelt bare være del af et inspirerende fællesskab. Det ses ofte, at nyjægere mister modet efter blot et eller to år og stopper.

Det skyldes for det meste, at de aldrig kommer af sted på jagt, hvor man får mulighed for at teste sine evner. Hos en jagtforening kan du få viden om, hvornår den næste mulighed for jagt byder sig, så du kan komme af sted. Det vil være en skam at spilde sit potentiale og al den tid, man har investeret i at lære om diverse regler, på aldrig at tage på jagt.

Du øger altså dine muligheder for at komme af sted på jagt markant ved at melde dig ind i en jagtforening, og samtidig har du mulighed for at møde folk, som har samme hobby som dig.

Gå ikke ned på udstyr

Når du skal vælge det rigtige udstyr, er det vigtigt at kende dig selv som jæger. Det kan dog være svært at vide, hvad man fortrækker og har brug for, når man kun er lige ved at starte ud, men det er en fornemmelse, der udvikles i takt med den erfaring, du får. Du kan fx overveje, om du vil købe nyt eller brugt udstyr. Der er fordele ved begge dele, da du som regel vil kunne få et brugt haglgevær til en god pris, hvorimod der ofte er garanti på nyt udstyr.

Man kan hurtigt købe sig fattig i nyt jagtudstyr, men du behøver i virkeligheden ikke meget for din første jagt. Et haglgevær, jagttøj og et par gummistøvler er fx et godt udgangspunkt, og du kan altid opgradere dit udstyr og tilkøbe lækkert tilbehør (som fx seje lokkekald, jagtknive eller en smart termokande til de kolde jagtdage!) på sigt.

Ingen Dumme Spørgsmål

Husk, at det som nyjæger er okay ikke at vide det hele endnu, og at der ikke findes nogen dumme spørgsmål. Det er bedre at stille det samme spørgsmål én gang for meget end én gang for lidt, da det er en hobby, der inkluderer våben. Der findes mange erfarne inden for faget, som står klar til at hjælpe dig, så du kan blive en mere rutineret jæger. Prioritér sikkerheden frem for alt, og husk også, at det skal være sjovt at gå på jagt!

K & B

Mik

Dette indlæg er udarbejdet af Mik Bechmann

Mik Bechmann er en erfaren jæger med mange års erfaring og ejer af Jagtskole.dk, som udbyder jagttegnskurser i Århus, Silkeborg og Odense. Derudover fungerer han som hhv. flugtskydning-, riffel- og jagthundeinstruktør. Mik har haft jagttegn i mere end 20 år og igennem årene hjulpet et utal af nye jægere med at få jagttegnet i hus.

Se Jagtskole.dk her: www.jagtskole.dk

Følg Jagtskole.dk her på: Instagram og Facebook

Vil Du Også Bidrage Med Indhold?

Vi har åbnet denne blog, hvor vi meget gerne vil invitere alle til at bidrage med indhold, sammen med en række dygtige og passionerede folk, som vil dele deres erfaringer med os her. Hvis du er interesseret, så send os en mail til info@nyjaeger.dk mærket “blog indlæg”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Bliv en del af vores Nyjæger Team

Vær den første til at høre om vores jagter, events, videoer, konkurrencer og tilbud til nyjægere!