Det havde lige regnet, så det var ekstra koldt i det svenske da parolen startede. Skytte Flemming Jensen fortalte dagens regler, alt jagtbart flyvende vildt måtte skydes også blev der spurgt om vi havde nogle spørgsmål. Jeg havde kun et, ”Kan der komme snepper?” Jeg fik det svar som jeg allerede havde forventet ’’ Det er for koldt, så i skal ikke regne med at der kommer nogle’’ Det skader dog aldrig at spørger, det kunne jo være.
Før såten startede, skulle Flemming bruge tre skytter som skulle stå bag såten og tage alle de høje fugle. Skytte Jean Pierre Ferraro og Thomas Flindt mælte sig, jeg fik muligheden for at mælde mig, og jeg tænkte ’’Hvorfor ikke, det lyder udfordrende’’ så jeg takkede ja.
Vi kørte derud, og med 150 patroner i lommerne gik jeg på post. Med Jean Pierre på min venstre side og Thommas på min højre. Vi havde vores helt apportør, hvis to hunde næsten rystede af spænding.
Fuglene sang alt hvad de kunne, men de blev dog hurtigt afbrudt af en isfugl som sad ti meter fra mig, og slog en fisk ned i en gren. Næsten lige så hurtigt som jeg havde opdaget fuglen, forsvandt den igen.
Jeg stod med lukkede øjne og nød fuglenes sang og flodens som rislede. Da der kom en lyd, en lyd som man ikke kan tage fejl af, den kendte summen som en sneppe laver når den flyver. Jeg kunne hverken høre den dejlige fuglesang eller flodens rislen mere, kun den summen. Det var som om at jeg var i min helt egen lille verden. Blodtrykket steg i takt med at lyden blev højere, og jeg begyndte at ryste.
Så kom han i syne ud fra træerne på den anden side af floden, omkring tyve meter væk fra mig. Han fløj imod mig med høj fart og i siksak, det var næsten som om en lille elegant balletdanser. Jeg nåede ikke at tænke på hvordan jeg skulle montere og hvor jeg skulle skyde ham henne. Det var som om at min krop tog over, og før jeg kunne nå at tænke det var geværet allerede monteret og skuddet gået. Så blev der for alvor stille. Stilheden blev dog hurtigt afbrudt af blade som blev kvast. Han landede ikke mere end fem meter fra mig. Jeg knækkede geværet, også begynde jeg for alvor at ryste.
Det hele gik så stærkt at ikke engang apportøren som stod lige bag mig nåede at se ham før det hele allerede var overstået. Hundene kæmpede næsten om hvem der skulle apportere. Jeg nåede ikke engang at holde sneppen før ænderne kom.
Det blev til 248 ænder og en sneppe da dagen sluttede.
Paraden startede. Jeg blev kaldt op, jeg viste selvfølgelig godt hvorfor jeg blev kaldt op, jeg skulle igennem det kendte ritual. Så jeg bed tænderne sammen og kyssede den i numsen. Det var ikke slemt overhoved, så det skal man ikke være bange får.
Vi tog derefter afsked med alle der var med, og begyndte turen hjem til Danmark. Alt i alt en fantastisk dag sammen med Nyjæger.dk på andejagt.
